Frøken Lavendel

Frøken Lavendel

torsdag den 16. juli 2015

Mens vi venter #2

I dag skinner solen.

Det gjorde den faktisk også i går.

Men ellers har det - indtil videre - været småt med solskinstimerne.

Faktisk har det noget triste sommervejr betydet, at vi herhjemme så os tvunget til at tænde for fyret - igen.

I JULI måned. J.U.L.I!!

For uden sol - ingen varme i vandbeholderen.

Og er der noget, jeg hader - så er det kolde bade (bliver aldrig, som i A.L.D.R.I.G. vinterbader).

Kan ikke fordrage det.

Nu er fyret slukket igen.

Selvom temperaturen udenfor stadig siger forår/efterår - så kommer der masser af varmt vand på tanken, nu hvor solen endelig skinner igen. 

...

Ellers går tiden stille og roligt.

Om få dage holder jeg ferie. 14 dage sammen med Kenneth. Det bliver dejligt. Så kan vi sammen arbejde videre på huset og haven....eller... det bliver nok Kenneth, der kommer til at arbejde mest. Den voksende mave og de forhindringer, den har medført, betyder at jeg indtager assistentstillingen - hjælper med at løfte, bringe og holde. Og det er jeg faktisk ret god til - hvis jeg skal sige det selv.

Det bliver skønt med mere menneskeligt selskab. Jeg sætter stor pris på de daglige små møder med hønsene.....men kommunikationen er nu meget ensformig. Og jeg har en stærk mistanke om, at de kun gider mig, fordi jeg har lækkerier med.

Når jeg ikke snakker med hønsene - så får jeg hæklet en del.

Det er blevet til flere savlesmækkere.


Flere farver og striber. Jeg har nu 14 stk - men er blevet rådet til at hækle endnu flere, da sådanne savlesmækkere åbenbart hurtigt får ben at gå på.

...

I går kom min nye taske.



Den er ret stor - hvilket vil sige, at den kan indeholde rigtige mange gode shoppefund. Desværre har den ikke særlige mange lommer (kun én for at være helt præcis) - og min mobiltelefon kan ikke være i lommen. Så for at beskytte den, mod alt det, der obligatorisk skal være være i en dametaske, har jeg hæklet en lille mobilcover til den.


Igen er temaet: farver og striber.

Og for at holde lidt styr på alle småtingene, som jeg altid har i min taske (og det er ret mange småting), er jeg pt. i gang med at hækle en lille clutch - sådan lidt på frihånd.



Nu skal det ikke opfattes sdan, at jeg kun sidder herhjemme og hækler, mens jeg bliver tykkere og tykkere om maven.

Jeg bliver faktisk luftet - en gang i mellem.

Forrige weekend var Kenneth og jeg på marked. Mad Marked/Bondens Marked hos Lone Landmand og Søren Sørøver.

Det var et super hyggeligt marked. Vi fik smagt på Sørøverens chiligryde, Landmandens hjemmelavet jordbærsaft, vi smagte gedeis og gedeost (hvilket jeg stærkt kan anbefale - for det smagte sørme godt), jeg fik købt en lille kvanplante og Kenneth kom hjem med tre poser Samsømel.

Hønsetunnelen, som leder gårdens mange høns fra hønsegården til æblelunden.

Her bor gårdens kaniner - sammen med de smukkeste roser.

Et lille kig ned af en de mange æblelunde, der er på gården.


Efter markedet kørte vi en lille tur ud på Alrø, hvor jeg fik dyppet tæerne i den dejlige kølige fjord og vi nød det gode vejr.

Så alt i alt er livet ret godt lige nu.

Og sommeren kommer - lige om lidt - jeg kan mærke det.

De dejligste solskinshilsner herfra.
/Frøken Lavendel



Ingen kommentarer:

Send en kommentar