Frøken Lavendel

Frøken Lavendel

mandag den 29. december 2014

Mens vi venter...

Der er ild i brændeovenen.

For det er stadig frygtelig koldt udenfor.

Så koldt, at der måtte ild og varme til, for at jeg kunne åbne lågen ind til hønsene og hønsegården.

Sneen knirker, når jeg går rundt ude i haven.

Lyden af kulde.

Så det er ikke blevet til meget udendørsaktivitet i dag.

Næsten ingen aktivitet - faktisk.

Eller.

Lidt laves der.

Der bages brød.

Støvsuges.

Vaskes tøj - fordi mængden af vasketøj var faretruende stor.

Og så bliver der læst bøger.

Både dem der kom i fine pakker under juletræet - og dem der er blevet lånt på biblioteket.



Bogen: Magi og hekseri - er lånt fra biblioteket og er fascinerende læsning. Bogen handler om hvilke forestillinger man i den romerske oldtid og frem til slutningen af middelalderen gjorde sig om, hvad mennesker kunne udrette ved hjælp af magi. Og hvordan man prøvede gennem lovgivning og straf at håndtere et område, som var fyldt med overtro og angst. For hvordan bekæmper man magikere, hekse og dæmoner - og hvordan kunne man forsvare sig, hvis man beskyldt for hekseri og brug af magi?
Den anden bog: Mad, drikke og tobak 1800-35 - er en bog jeg har fået af Kenneth i julegave. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse den. Spisevaner, madkultur og forbrugsmønstre, fra middelalderen og op til nyere tid, er et helt nyt og spændende område for mig, som jeg virkelig glæder mig til at dykke ned i. Og der er kommet mange nye bøger på ønskesedlen om netop disse emner - så der er masser af ny viden at fordybe sig i.

Men først skal der vaskes mere tøj, og stuen støvsuges.

Derefter tilbage foran brændeovnen og bøgerne.


God mandag til alle

Ingen kommentarer:

Send en kommentar