Frøken Lavendel

Frøken Lavendel

lørdag den 21. april 2012

Host host....hvor er mine strepsils??!!

Så blev jeg ramt - af en led forkølelse.

Om jeg begriber, hvordan det er lykkes nogen (eller noget??) at plante en kaktus i min hals. Og hvordan går det lige til, at min krop føles, som var jeg 80 år (hermed jeg siger ikke, at alle 80-årige konstant render rundt og har ømme muskler....).
Jeg drikker store mængder af kamillete, spiser strepsils og putter mig under dynen.

Sover.

Drikker mere te.

Sover lidt mere.

Og ser en masse skraldespands-tv.

Hvilket irriterer mig, da jeg har projekt-midlertidig-soveværelse igang. Jeg mangler kun at flytte et skrivebord og to senge, samt en tøjstang.....men det må vente til jeg kan bære tunge ting, uden at armene giver op undervejs (kan lige se det for mig, at jeg ligger helt fladmast under et skrivebord, fordi mine arme gav op....og hvad skulle der stå i politirapporten? Død ved skrivebord??? Nej vel....det er simpelthen for uværdigt)

Så mens jeg ligger på sofaen, som en syg kartoffel, har Kenneth været i gang ude i køkkenhaven. Nu er udvidelsen færdig (for i år) og nu skal det sidste højbed graves. Så er køkkenhaven parat til en ny sæson. Kartoflerne er allerede kommet i jorden.

Og drivhuset??
Dørene er endelig kommet hjem (for en lille uge siden) og det "eneste" der skal gøres er at sætte vinduer i. Det er lettere sagt end gjort, men jeg glæder mig sådan til, at vi bliver færdige. Jeg ser frem til at kunne høste mine egne tomater, chilier og peberfrugter samt agurker, at kunne lave mine egne henkogte tomater og syltede agurker, asier og meget mere.

Og planterne til drivhuset står rigtig flotte i udestuen - sammen med mine stauder og sommerblomster.

Og apropo blomster - så går det forrygende med dem. Og nu hvor jeg ikke kan nyde vejret ude, kan jeg nyde det grønne indenfor:

Violfrøstjerne
Kongelys
Kantbæger og purpursolhat
Valmue 'Claus' og Torskemund
Almindelige lyserøde valmuer - fra mine forældres have

Det går altsammen rigtig godt med planterne - på nær Spydverbenaen. Nu har jeg forsøgt to gange - og den vil ikke gro!! Og kantbægeren har heller ikke været for flittig - så jeg har sået nogle flere, og håber det vil lykkes. For jeg har store planer med den. Meget store planer. Så det skal lykkes.

Til gengæld ser mine pelagonier rigtig fine ud. For bare 14 dage siden lignede de noget, der ikke ville leve, men en plads i solen, og lidt gødning - vupti! Så vokser de og sætter blade som aldrig før. Skønt!

Mine hvide pelagonier

  Masser af blomsterglæde og blomsterdrømme herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar