Frøken Lavendel

Frøken Lavendel

mandag den 5. september 2011

En mandag med gaver

Kenneth har fødselsdag idag.

Igår var den dejlige svigermor her med gaver til ham. Hævekurve og en bøgetræsramme.


Og så var der jo høstmarked. Så vi havde planlagt (okæj - mest mig) at vi skulle besøge Brunholm Gårdbutik og Falslevgård Mølle.

Først kørte vi til Brunholm Gårdbutik. Sikke et hyggeligt sted.



Der var mel, grøntsager, kød, korn og honning. Og teenagekyllinger og dovne høns. Bål og pandekager og masser af glade børn og voksne.




Dejligt sted. Og vi købte selvfølgelig nogle lækre grønsager og lidt mel. Og besøgte nogle meget glade og tilfredse grise. Hvordan kunne jeg se det? Se selv.


Måske er det en myte at glade grise har en krølle på halen. Men disse grise så nu meget tilfredse og dovne ud. Masser af plads og masser af mudder. Ingen bidemærker eller sår. Sådan som grise bør have det.

Efter Brunholm satte vi kursen mod Falslevgård Mølle, som ligger nær Mariager. Vi var på jagt efter mere mel. Mel fra gamle kornsorter. For efter vi har fået ny røremaskine, bager vi stort selv alt vores brød selv. Lad mig sige det, som det er - hjemmebagt rugbrød smager altså 1000 gange bedre, end det der kan købes. Ja ja - det kan da godt være, at mens jeg er hjemmegående, så kan jeg sagtens finde tid til at bage rugbrød - men helt ærligt - det er slet ikke besværligt: max 20 min. at lave rugbrødsdejen - 12 timers hævetid - og to timer i ovnen. Så nemt at det nærmest er en forbrydelse, at ikke flere bager deres eget rugbrød. Nå, men nok om det.

Vi kørte mod Falslevgård Mølle. Desværre har jeg ingen billeder derfra, da det begyndte at regne. Men vi blev mødt af gårdmanden selv, som gav os en fin rundtur i møllen. Bagefter var der gratis smagsprøver på brød bagt af gårdens korn. Mums. Og så skulle vi liiige forbi gårdsbutikken. Vi endte med at købe 2 kg svedjerug, 2 kg fuldkorns "Goldblume" hvedemel og 2 kg fladbrødsblanding. Og så blev vi fortalt, at Falslevgård snart opretter en webside, så man kan købe deres lækre mel online. Det kommer vi helt sikkert til at benytte os af. Glæder mig virkelig til at bage rugbrød af svedjerug.

Efter Falslevgård Mølle kørte vi til Mariager. Det er så fin en lille by. Og Mariager klosterkirke skulle vi se.




Når man ser hvor enorm og utrolig smuk kirken er, går det næsten ondt at vide, at det kun er en brøkdel af kirken og stort set intet af klosteret der er bevaret. Og vidste I, at Mariager kloster var et dobbeltkloster - dvs. et kloster for både munke og nonner? Uha, jeg kunne fortælle meget om Mariager kloster og Birgittinerordenen - men gør det ikke. I stedet er her et link til alle dem, som gerne vil læse lidt mere.

Selvom vi lidt fejrede Kenneths fødselsdag igår, skulle han ikke snydes for en gave idag. Så i morges - meget tidligt - altså meget, meget tidligt....det-var-mørkt-udenfor-tidligt fik han en gave fra mig.


For Kenneth er sgu min egen kæreste bonderøv, arkæolog og altmuligmand. Og i sidste ende søger vi alle jo det enkle liv.


Så kom efteråret endelig. Og må du nyde det.

1 kommentar:

  1. Tillykke med manden, og dig selv for ikke så lang tid siden kan jeg læse tilbage... :) Jeg selv blir også 30 lige om lidt.. Spændende, det føles en lille bitte smule underligt... :)
    Vi kommer fra samme område kan jeg se.. jeg bor også i en lille by uden for viborg i den rigtige retning tror jeg, ihvertfald den hvor man tager til Hjarbæk, Nykøbing, Fur osv.. :)
    Glæder mig til at følge med herinde det ser spændende ud.. :)
    Hav en go week..
    KH Rakel.

    SvarSlet